18.juli Stegeborg til Søderkøping i Gøtakanalen

 Vi forlod Stegeborg efter at have fyldt dieseltanken og vandtanken på båden. En kort tur på 7 sømil bragte os til indsejlingen på  Gøtakanalen ved Mem. Efter at have fået vores adgangspas måtte vi jo ind i slusen. Vi var selvfølgelig godt forberedt med tov foran der var ført tilbage til spillet og en tamp i agterenden til kajen. Det var bare skoleløsningen og gasterne stod på land og nød solen mens skipper kørte med spillet og derved holdt os op mod slusen, når der blev lukket vand ind. Vi gentog dette ved 2 senere sluser før vi kom til Søderkøping.

Her fandt vi en fin plads og der blev samlet vasketøj en masse til tvætning i havnens vaskehus. Det gik også godt indtil vi opdagede at tørretumbleren var en kondenstumbler. Vi endte op med at få tøjet halvtørret og måtte senere hænge det rundt på skibet. Skipper prøvede at nedlægge forbud mod dette men blev overrulet af gasterne der nu fik båden til at ligne et kinesisk vaskeri om bord på en junke i det kinesiske hav. Heldigvis var det sidst på aftenen så de fleste turister var borte og så ikke denne skændsel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar