Figeholm til Klintemala 4. juli 2013

En formiddag med regn i hyggelig Figeholm, hvor Barb fandt en bager med de lækreste kanelbullar, gad vide om men buler ud når man spiser dem. En blød bolledej, godt med kanel og kardemomme. Ikke så knasende som wienerbrød, men bestemt spiseligt.

Afgang ca. 11:00 mod nord, vi har aftalt med Dorte at vi møder hende i Nykøbing – og  der er kun 5 dage til. Så der bliver lidt transportsejlads nordpå.

Vis stort kort Fra Figeholm til Klintemala  var det smukt, dog med en del udenskærs dønninger som Barb ikke er meget for. Det går bedre når hun er horisontal. Der blev hun dog vækket af nogle af motorbådsbølgerne og var næsten ved at blive smidt over bord. Gad vide hvad skipperen havde i tankerne……

Det gik nemmere da vi sejlede indenskærs - skærgårdens klipper med bevoksning, små rustrøde sommerstugar  omgiver os på vores tur nordpå. Der er mange klipper, små sten og store øer, der er mange bøjer der skal respekteres. Indgående, grønne bøjer skal passe med den grønne styrbord side af båden, de røde bøjer skal passe med den røde bagbord side af båden. Udgående er det modsat. Der er det grøn mod rød. Det er rart at vi er to til at passe navigationen og styringen. Lige for at checke op på at det er det rigtige vi laver. Her kan en fejlskøn gøre meget ondt, koste mange ærgrelser og tid og penge.

Vi kom til Klintemala - en hyggelig havn som Svend havde fundet i den store havnebog (vi har otte af slagsen, som hver dækker et geografisk udsnit af Sverige) – og hver aften  læser vi og prøver at finde det optimale overnatningssted. Placering, natur eller by, havn eller anker?  Klintemala lå så smukt for enden af en lang arm af skærgården, og her skulle vi  lægge til med agterbøje, dvs. på vej ind til broen, skal forgasten ”fange” bøjen med ”svenskekrogen” (en meter lang krog, med en lang tov sat gennem øjet).  B fangede bøjen, gav den til skipper, og gik frem mod broen efter anvisninger fra skipperen. Forgasten råber afstanden 3 meter, 2 meter, 1 meter, BOM – skipperen havde ikke hørt min 1 meter råb og prædikestolen fik en lille bule. Det blæste mere agten fra (bagfra) end vi lige havde forventet. Skipper stod med problemer fordi tovet gennem svenskekrogen ikke var langt nok til at binde på båden, og dermed holde båden væk fra broen. B sprang tilbage for at hente et ekstra styk tov i kistebænken,  forbandt de to tove med et pælestik (på 2. forsøg) og leverede det forlængede tov til kaptajnen. Den skulle så bindes over på modsat side, for at forhindre at vi ikke drev over en et smuk tysk træ sejlbåd. Så kaptajnen sprang over for at redde både den og vores både, og samtidig næsten faldt ned i kistebænken som forgasten havde ladt stå gabende åben. Fyyyy…..  Der var heldigvis en flink svensker som holdt vores ”næse  fra broen, og vi slap næsten uskadt gennem strabadserne. Et havneøl til kaptajnen var velfortjent og tid til lidt debriefing og evaluering kunne vi godt dyrke.

Så kunne kajakroeren Barb ikke vente længere. Roligt vand, en lagune med småøer, og ikke mulighed for at blive væk og ikke kunne finde hjem.  Vi befriede kajakken "Hermod" fra dækket, fik sat roret på igen. Fandt en lille bro til at gå i kajakken fra, og af sted gik det. Så dejligt at mærke kajakken glide gennem vandet, hurtigt tage fart og smutte mod de smukke runde klipper.  På kajakken ser man det hele tæt på og nedefra. Fiskehejre stod frosset som statuer på klipperne og pludseligt lettede de, store, flyvende, elegant. Kun for at lande igen og ”fryse”. Hyggelige røde dukkehuse med hvide vinduer, blomster i krukker og bådebroer, med et par slidte stole, gyngede let i brisen. En lille badeplatform ude i vandet, med en stige, og jeg kunne næsten høre lyden af de mange glade sommerbørn der har hoppet og ville hoppe i vandet, skubbe hinanden, lege, blive solbrændt og blive dejlig trætte.   
De smukke grønne farver fra søgræs, træer, mos, spiller med hinanden i refleksionen af eftermiddagsolens lys, der glimter på vandet som diamanter. 
Ind i mellem tænker jeg på hvad nu hvis jeg vælter – for i sådan en slank Arrow kajak kan man vælte, det er ikke en stabil havkajak der  kan klare alt, og jeg skal lære den godt at kende før jeg tør tro på at jeg kan klare alle slags bølger.  Men jeg vælter ikke. Jeg holder mig tæt til kysten, jeg har redningsveste, fløjte og mobiltelefon og ved at jeg og min følgesvend HERMOD kan klare os på en eller anden måde. Klipperne er bare lidt voldsomme, lidt hårde i forhold til Saksilds bløde sandbund.

Svend grillede ombord, og  en luksus følelse breder sig. Vi værdsætter dette liv og alt det der omgiver os. Tak for det. Mails skrevet til det gode folk hjemme, og en tidlig god nat til os trætte sømænd.